Insero Live Lab til Internet Week

internetweek

I forbindelse med Internet Week Denmark – en uges festival, der fejrer internettet – havde Invest in Denmark inviteret Insero Live Lab til at deltage i en debat omkring fremtidens Smart Cities. Debatten blev afholdt i forlængelse af den officielle åbning i Aarhus mandag d. 28. april.

Internettet og digital teknologi er en stor del af de fleste liv i dag – både privat og professionelt – og i Insero Live Lab har familierne fået lidt mere teknologi ind i hverdagen i form af den nyeste energi- og informationsteknologi bundet sammen og styret via et Smart Grid. Insero Live Lab var blevet inviteret med af Invest in Denmark for at præsentere de erfaringer man har gjort sig i forbindelse med projektet i Stenderup.

Ifølge projektleder Thomas Hune fra Insero Software var der stor interesse for Insero Live Lab samt de erfaringer man allerede har gjort sig:

Der var især stor anerkendelse af, at vi har fået Insero Live Lab så hurtigt op at stå, og at vi blot efter 11 måneder har afsluttet etableringsfasen og så småt kan gå i gang med selve testfasen, hvor vi både skal måle og styre, fortæller Thomas Hune, der var oplægsholder til Internet Week.

Udover en række udenlandske investorer, der var på udkig efter inspiration og gode erfaringer, var der også mange repræsentanter fra forskellige kommuner bl.a. Niels Højberg, direktør ved Aarhus Kommune samt Niels Carsten Bluhme, områdedirektør for By, Miljø & Beskæftigelse ved Albertslund Kommune – også de var mødt op for at præsentere deres erfaringer med Smart Cities samt diskutere, hvordan Danmark i fremtiden fortsat kan være helt fremme på området.